Af Bjarne Bekker - 13. juni 2008
NÅR DEN HALVE Ø fra Drejø og Skarø drager på langfærd til den halve ø Helnæs sker det i stærkeste opstilling. En smuk sommereftermiddag agede karavanen af biler fra Skarø og Drejø og Svendborg og talrige andre kirkesogne til Helnæs Gamle Præstegaard.
Her, i sognepræst emeritus Jette Arps barndomshjem, indrettede faderen, kunstneren Arp Hansen, sit atelier og en prægtig udstillingsbygning.
I disse rammer præsenterede Povl Jespersen 36 af sit livs bedste værker i olie og akvarel. Den imponerende restrospektive udstilling rummede alle de strømninger og inspirationer, der har præget Povl Jespersen snart 84-årige liv.
Men den røde tråd gennem livsværket er naturligvis det hav, Povl Jespersen altid har elsket at færdes i og med. I ungdommen var det som håndværksmaler, sammen med faderen.
Der findes formentlig ikke den ejendom på øerne i det gamle Drejø Sogn, der ikke har spor af malerdynastiet fra Ballen. Enten fra håndværksmestrenes tapetsererborde eller paletten fra deres fælles kunstneriske åre.
Den Norske Mand
Per Lyder Dahle og Povl Jespersen fandt hurtigt sammen, da der for et lille årti siden kom en ny præst til øen, og venskabet har virket gensidigt inspirerende. Hvad Per ikke vidste om de sydfynske malere, livet i Øhavet og farvernes leg med himmel og hav, har han erfaret fra Povl.
Og hvad Povl ikke vidste om gallerier, udstillingsfinesser og salgspsykologi, fik han lært af Den Norske Mand.
Det er et kærligt tilnavn, venner af Per har givet udstillingsarrangøren – med baggrund i en ganske usædvanlig anmeldelse af en Povl Jespersen-udstilling i Svendborg Borgerforening.
Her beskrev Iben Friis Jensen »dørsælgerkunsten«, duften af sved og »Den Norske Mand«.
Men de forbavsende udgydelser generede ikke galleriejeren fra Oslo. Per Lyder Dahle har en vældig forfinet humor, og har qua sine aktiviteter og gallerier i de nordiske hovedstæder oplevet mangt og meget med journalister, der mener, de har forstand på kunst.
Øhavets Malers livsværk
Den Norske Mands håndtering af humor fik Povl Jespersens venner elegante smagsprøver på, da der blev budt velkommen til retroreception i Arp Hansens gamle præstegård.
Jette Arp og præstegemalen Per bød ikke blot på en ganske usædvanlig udstilling, men også på et imponerende traktement med lune retter fra den herskabelige køkkenkælder, kølige vine og herlig dessert.
Den idylliske præstegårdshave ligger lunt i læ af den røde kirke og efter kulinariske og kunstneriske mundgodter var der lejlighed til at nyde naturen på Helnæs.
- Her er næsten lisså flot som hjemme på Drejø, mente Erik Ovesen, som i en menneskealder har sørget for, at vejene på Øen Midt i Verden var fremkommelige.
Men vejen hjem fra Helnæs til Drejø blev lang og træls, thi selvom Færgen Højestene er øboernes bedste ven, levnes der aldrig stunder til udskejelser, der varer længere end sidste afgang fra Svendborg.
Spørger man pænt, kan man dog få færgens navigatører til at skyde genvej og lægge bi, hvor som helst. Som det jo så klart fremgår af dette billede fra fredagens hjemfærd ad lande- og vandveje til Skarø og Drejø.
I Herrens Hus er der mange boliger. Jette og Per trakterede på en vældig menu i det ene af præstegårdens gallerier. Lilian Ovesen og Mimi Jespersen har indtaget bordenden med Drejøs ordensmagt til højre. Sangskriveren Pia og gemalen, sognefoged Morten Henning Henningsen.
|
Jette Arp var en af de mest populære præster, Drejø Sogn har haft, så hun er både elsket og savnet.
Foran et af Povls mange motiver fra Gammel Havn lufter Per sin norske ræv bag det røde hår ved ørerne.
Ingen fernisering uden væde, mente også hovedpersonen – der havde udskiftet Giraffen med rosévin.
Genboer fra Skarø studerer malerens katalog. Der er 10 værker i privateje og resten er til salg til priser fra 1000 til 6.000 kr., konstaterer Inger Margrethe Madsen og Åse Sørensen.
Ejlif Rasmussen, tidligere krofar på Drejø og nedbryderkonge i Svendborg, får sig en Drejøsnak med Peter Strange Henningsen. Peter er sidste, der er tilbage af den legendariske Strange-slægt.
- Nej-nej. Kurt Nielsen fra hedengangne Fyns Harmoniforvirring havde ikke banjoen med, men som alle andre mænd i deres værste alder kunne også han udmærket spille op til »Øhavets smukkeste Jordemoder«, Gitte Loftlund fra Skarø.
|
