Af Bjarne Bekker
Den ligger derude. Ude bag flaget over Hotel Christiansminde. Fortiden. Undfangelsen på Strandvejen. Barndommen og ungdommen i portnerboligen på Frederiksøen. Livsværket i købstaden.
I december 1975 var Kurt Olbæk Hansen hovedperson, da Svendborg Affalds- og Forbrændingsanlæg blev sat i drift med bøndernes overskudshalm.
Sammen med borgmester Svend Aage Andersen og rådmand Lennard Larsson fra Odense drøftede han den affaldsfyrede fjernvarme med landsretssagfører Finn Poulsen. Det professionelle bestyrelsesmenneske, der ikke havde haft én chance i diplomatiet, men var menneskehedens pendant til pitbull terrieren.
Såvidt vides er netop de tre ikke-terrier de eneste i forsyningsverdenen, der ikke rettede ind til højre, når advokaten hundsede med advokatsekretærer, tyende og anden pøbel i egen velbårne nærhed.
Eddikebryggeren og Justitsen
Kurt Olbæks far, Karl Peter, var chauffør for eddikebrygger Irgens Hansen, der havde villa på Strandvejen, vis a vis justitsministeren med det prægtige navn: Aage Ludvig Holberg Elmquist. Her var Gudrun tjenende ånd, og en januardag i 1935 blev der så lunt i sengehalmen på pigeværelset, at den stod på barselskaffe ni måneder senere.
11. oktober 1936 så Kurt første gang dagen bryde frem ude over Wiggersdynastiets private ø, Iholm i Svendborgsund.
Når man, som Kurt, voksede op i portnerboligen på Frederiksøen med udsigt til den smukke, gamle købstad og med frokost- og fyraftensfløjterne som prægtigt akkompagnement til nittehamre i dokken og samfundshjælpere i værkstederne. Ja, så ventede der ikke én nogen almindelig færd over Moder Jord.
Is i røg og aske
Vejen ind i fremtiden gik bagom portnerboligen, over i værkstederne, hvor Kurt blev maskinarbejder og sidenhen maskinmester med fire års færd over bølgen blå. Mest glorværdig var tiden i statsisbryderne dengang i forne tider, hvor vi havde ekstreme isvintre, helt uden hjælp af drivhuseffekt og videnskab og klimakonferencer med Lille Lars fra Græsted..
Ved Sletter Hage blev Kurt og isbryderen »Store Bjørn« vædret af en fire gange større hollænder, der skulle bunkre i Århus, men i stedet buldrede ind i styrbords højtank, der heldigvis var tømt. Thi ellers var isbryder og besætning og maskinmester Kurt fra Svendborg gået op i røg.
Siden da har ingen i købstaden haft tag på det med ild og halm og røg og aske og affald og varmekalorier som Kurt Olbæk. I en meget lang epoke var der tre, der styrede Svendborgs energier. Det var borgmestrene Andersen og Schultz samt Kurt Olbæk. De havde samme kemi og gensidig respekt.
Som begge borgmestre sagde til Kurt Olbæk: Vi blander os ikke i teknikken, hvis du ikke blander dig i politikken!
Sidenhen fik forvaltningen en art Saddam i chefstolen, og da nedsmeltede klimaet mellem forbrændingschefen og den tekniske direktør til en sprængfarlig art, som end ikke en Rullemarie kunne ha’ håndteret. Og så skiltes deres veje. Kurt Olbæk blev i købstaden, mens Saddam røg ind i evige fyringssæsoner omme i det private erhvervsliv, hvor der ikke er grobund for kommunale terrortendenser.
Forbrændingschefens egen aske
At Kurt Olbæk var et usædvanligt menneske, der kun har samlet venner på sin livssejlads, bekræftes af en lang stribe synlige tegn på respekt og tillid fra omverdenen.
Kurt Olbæks maritime indsats er værdsat i Marineforeningen, Prinds Valdemarforeningen, Carolinekoret samt i Caroline S-maskinrummet. I andre cirkler, hvor det at ha’ livet på det tørre, heller ikke efterleves bogstaveligt, kan nævnes Serapion Logen, præsidentskabet i Plydsens Venner samt i Børnehjælpsdagenes bestyrelse.
Da Kurt Olbæk fyldte 70 for nogle år siden, sattes kursen mod Caribien, hvor sønnen Jan med nyeste model ungkone krydsede rundt i sin 40 fods sejlbåd. Her fejredes 50-årsdagen i det stykke Paradis, vi desværre solgte sidste gang, det økonomiske lokum brændte i Danmark.
Da Kurt Olbæk sidste mistede sin hustru gennem 40 år, spurgte bedemand Peter Honoré, om der ikke skulle reserveres en dobbeltplads med gravsten på Svendborg Kirkegaard.
Men det skal der ikke. Manden, der er vokset op ved Sundet og hele livet har sejlet i Det sydfynske Øhav – i egen Bandholm samt i maskinen på »Ærøsund« og Vindebyfærgen »Fritz Juel« - tog sin sidste beslutning i tide. Med kirkeministeriel tilladelse skal forbrændingsanlæggets grundlægger ikke i jorden, men kremeres og asken søsættes.
Nu kom tiden, brat og uventet. Kurt Olbæks stolthed, datteren Dorte, fandt sin far død i sofaen på Klampenborgvej. Efter ønske blev Kurt kremeret med sin søfartsbog i lommen. Når sønnen Jan og datteren Dorte siger et allersidste farvel til deres far, sker det ved en ganske bestemt grøn bøje i Svendborgsund.
Som hædersmanden Kurt Olbæk selv udtrykte det: »Så kan jeg kigge hjem til Klampenborgvej og ind på barndommens Frederiksø«. Formentlig sker den maritime begravelse fra den røde Bandolm, der bragte indehaveren og familien så mange glæder.
Billeder:
Fra sit hjem på Klampenborgvej havde Kurt Olbæk udsigt til sit elskede Svendborgsund - og barndomshjemmet på Frederiksøen.
Da Kurt nærmede sig 70 års fødselsdagen, betroede han, at asken skal spredes et aftalt sted i Sundet. Og søfartsbogen skal med. Den er iøvrigt allerede brændt, da Kurt blev kremeret.
Kurt var bekymret over Frederiksøens fremtid. At gridske pengefolk skal få held til at ødelægge øen, som det er sket eksempelvis med Nyborg Havn. I dag en bydel uden sjæl og liv.
Under krigen var Kurts barndomshjem også lazaret for værftsarbejdere og tyske soldaer. Kurt kunne frit cykle rundt på øen.
Kurts og broderen Bents historie er beskrevet i min bog om
Frederiksøen. www.frederiksoen.dk
|
|
