Øhavet.dk

Af Bjarne Bekker

»DER ER EN RO, OG DEN BEROR PÅ, at du er tro mod det, du tror på«. Piet Heins gruk blev i halvfjerdserne dedikeret til Fulton-skipperen. Det skete, da de to blev venner for livet. En meget nær slægtning til Piet Hein var en periode en af Fulton-hvalpene.
Det var en viden, vi delte med de to, men ikke med andre.
Det er ikke alt, man som journalist skal indvie læserne i. Friheden til at ytre sig er også friheden til at tie.
Det lykkedes i sidste uge for en kreds af købstadens journalister – at tie. Vi hørte Franz Füchsel fortælle om sit liv i skyggen af Muhammed.
En af mine første opgaver som ung journalist i Faaborg var at fortælle om Franz Füchsels liv som humoristisk tegner og skribent. Füchsel, der dengang var først i 30’erne, boede i en prægtig villa på Bjernevej. I haven havde han opført et atelier ved strandkanten. Med inspirerende udsigt mod Klokketårnets By, Horne Land og Bjørnø.
Det var før, kommunen sejlede fra Øhavet og blev politisk landfast med Årslev og Ringe, og før ledelsen i Slavehæren etablerede industriområde med opfyld langt ud i Faaborg Fjord.
Det var tider, var det. Idyl og miljø.
Sådan husker 70-årige Franz Füchsel også ungdommen. Men hvad vi ellers talte om, er ikke til debat i Nu’et.
Kald det selvcensur, pli, tiltro - eller Tro.
Tro er noget personligt. Om du tror på Odin, Thor, Gud Mammon, Profeten eller Herren. Eller ikke tror på noget som helst. Det er din egen beslutning.
Men hver morgen, inden Fulton stod til søs, foldede Skipper hænderne. Selv de mest hærdede Hvalpe var tavse, når han bad dagens bøn og sluttede med ordene: »Kære Gud, dit hav er så stort og vort skib er så lille. Amen«.

Bespisningen under Suttetræet
Kirkeminister Jørgen Peder Hansen fra Thurø taltes blandt Skippers personlige venner. Jørgen Peder troede på Fulton-projektet og støttede det med navn og pondus.
Tro og tillid var en udtalt egenskab hos kirke- og grønlandsminister Jørgen Peder Hansen. Arbejdet i de to ministerier bragte mange konflikter med de troende i Danmark. I samme periode var Jørgen Peder Hansen aktiv i kampen for at skaffe søværnsordrer til Svendborg Skibsværft A/S.
Hans hjerte bankede lige stærkt for valgkredsen, Folkekirken og Grønland. Tidens journalister havde en særegen aftale med Jørgen Peder i tilspidsede situationer:
- I véd, hvad jeg mener. I må gerne interviewe mig, selvom jeg sidder ude midt på Indlandsisen uden telefon. Bare I sender en telex til min sekretær, så jeg véd, hvad jeg har sagt!
Jørgen Peder troede på det bedste i mennesker.
Selv var kirkeministeren en Livsglædens Apostel. Når han en sommerdag flyttede Paradiset ned på jorden til en gang stegt ål under Suttetræet i Gambøt, og når Erfred sang om nonnerne bag klostrets porte, havde det ikke undret, om Jesus var kommet vandrende ind fra Lunkebugten med en ret ål i favnen for at spise med.
I sådanne stunder klares mange af livets små og store problemer. Også dem med tro og præster. Det var i Bespisningen under Suttetræet, Jørgen Peder diskret bad en stille bøn:
- I Hune ved Blokhus er menigheden i oprør. Sognepræst Tom Møller Jensen har kørt spritkørsel sammen med formanden for menighedsrådet. Kan du ikke smutte op og lave et interview med Tom. Jeg har sympati for ham. Vi må ha’ løst den sag på en ordentlig måde. Jeg må vide, hvem han er og kende den rette historie.
Det var før Danmark fik problemer med imamer. Før religionen flyttede ind i hverdagen.

Biskoppen og Dansekongen
I adskillige somre har jeg sammen med styrmand Jan Fischer og hans kone Elizabeth i »Gondwana« besøgt imam Murat Kuhl i Göcek-bugten syd for Marmaris. I tider, hvor ordet imam har en ildevarslende klang i mange danske øren, dukker helt andre imam-billeder op på nethinden og bekræfter, at tro kan flytte bjerge.
Sammen med imamen og hans tre sønner røgter vi garn ved solopgang. Køber nyslynget honning og krydderier ved hustruen, bestiller et hjemmevævet bedetæppe med logo til levering næste sommer - og inviteres til besøg i den lille moske i bjergene på Cappy Creek.
Senere på dagen får vi en håndbajer med menigheden, der serverer i tavernaen. Spiser fisk fra murstensovnen i krattet og hører den unge tjener, smukt og melodisk kalde til bøn. Vi er i paradoksernes Tyrkiet.
I sådanne stjernestunder er det kættersk at tænke på, om Profeten nu kom vandrende ind fra Göcek-bugten med en ret fisk i garnet og et par flasker fra Herrens Vingård..
Så det gør vi ikke. Tænker.
Til gengæld tør jeg godt fortælle, at jeg har drukket bajere med en biskop og danset moderne til Herrens god jazzmusik .
Det var under Bespisningen på Drejø med stegt ål hos Povl Maler. Aftensfest i forsamlingshuset dagen før Store Bededag, hvor biskop Kresten Drejergaard skulle gæsteprædike i den lille, smukke kirke.
Den folkelige biskop har taget ungdommens venner fra landsbyen med til øen midt i verden, og den sidste tallerken er ikke tømt, før legendariske Regnar Dansekonge traditionen tro iler ud på gulvet i samme nu, biskoppen slår kendingsmelodien an på bassen. Det var, som altid, titelmelodien fra »Mød mig på Cassiopeia«.
Og det var hverken blasfemi eller satire. Det var kristelig god, dansk livsglæde.
Det var »Toner fra Himlen«, var det.

Denne artikel blev bragt i min søndagsklumme i Fyens Stiftstidende 12. marts 2005.

Gennem en livslang gerning på Drejø blev Jens Theodor Hansen en levende legende. Den sidste fuldtidspræst på Drejø fik et prægtigt prædikat: »Jens Theodor taler tangsomt, men tænker lynhurigt«.

I bjergene ved Cappi Creek ii en lille bugt, syd for Marmaris kan du handle med imamen og hans familie. Murat Kûhl er det, man forstår ved en rigtg imam - en hjertevarm muslim – en anden udgave af en rund og venlig dansk folkekirkepræst.

En morgenstund i Göcek-bugten i imam Murat Kühls fiskerbåd. De to af familiens drenge står op sammen med solen – og faderen.

Kirkeminister Jørgen Peder Hansen var kirken, Danmark, Grønland og Svendborg en fremragende minister. Her improviserer vi stegt ål ved Suttetræet i Gambøt på en herlig sommerdag.